fredag den 22. marts 2024

DET HAR ALTID VÆRET TRÆLS AT SØGE JOB

Pederstrup (Lolland), 3180 f.v.t. 

Kandidaten nærmer sig fra skovens side. 

Ikke udpræget adræt, men det er ikke så underligt. Han er nemlig ikke længere en af de yngste, og Yngva er kommet foran, selv om hun har deres tvillinger fra i forfjor på slæb.    

"Lægæst!" udbryder hun og peger. Mellem birkestammerne anes et langhus, og bag det en lysning, der synes at strække sig ud i det uendelige. Lægæst har aldrig før set så stor en lysning. For ham findes der kun skoven og dyrene i den.

Vagtsomt bevæger de sig tættere på gården. En mand træder ud ad åbningen i huset og ser i deres retning. 

"Kom, Lægæst," opfordrer Yngva, "kom nu." Hun skubber børnene i ryggen, og sammen tumler de fire ud af skovens beskyttende skygge og ud på den smalle slette omkring huset.    

Manden nikker venligt til dem: "Vær hel." 

De fire i den lille gruppe siger ikke noget, men Yngva nikker tilbage.

Efter en kort pause træder Lægæst frem foran de andre: "Vær hel, du gode mand. Efteråret nærmer sig, og vi er kommet for at søge mad og husly til gengæld for arbejdskraft."

Manden lader blikket glide henover først Lægæst, så Yngva. Børnene interesserer han sig ikke for, de er for små. 

"Har I nogen erfaring?" spørger han, mens han slår ud med den ene arm mod lysningen bag sig. 

Lægæsts håb flammer op, for skovens ånder skal nok vide, at han har erfaring: "Ork ja. Jeg har allerede opfostret ét kuld, og nu er jeg i gang med det andet." Han blinker til Yngva: "Mit jagtudbytte har altid været stort, jeg har nedlagt mange vilde okser i min tid."

"Hmm," brummer manden, "det er jo fremragende. Men kender du til agerbrug?"

Yngva blander sig nu: "Jeg har indsamlet frø og lagt dem i jorden, når jeg vidste, at vi ville overvintre eller vende tilbage året efter. Nogle gange lykkedes det mig at høste lidt." Hun spejder ud over mandens marker bag langhuset: "Jeg kan se, at du har emmer."

Lidt overrasket betragter han Yngva. "Ja, og dværghvede."  

Yngva kniber øjnene sammen for at får øje på dværghveden deromme, mens manden tager ordet igen: "I kan få en plads i huset. Du," han vender sig mod Yngva, "får til opgave at passe markerne sammen med mine børn og svigerbørn."

Yngva knitrer taknemligt. "Mens du," nu peger han på Lægæst, "kan passe dyrene. Men tag dig i agt. De skal ikke nedlægges." Han griner højt og stoler tydeligvis ikke på Lægæsts åndsevner. 

Lægæst mærker raseriet stige op i sig, og hvad værre er, så forstår han, at Yngvas job har højere status end hans eget. Og det er oven i købet ham, der har erfaringen!

Yngva klapper beroligende Lægæst på armen. I aften må hun forsikre ham om, at han er skovens største jæger, og at den nye bondetid kun er for bløddyr og kvindfolk.  

Lægæst
(Foto fra DR's serie "Historien om Danmark")

Bonden  
(Foto fra DR's serie "Historien om Danmark")


Lejre (Sjælland), 844

Kandidaten træder ind foran de højest rangerende krigere, tre mænd og en kvinde, der sidder bænket i kongehallen. 

Ragnar fører ordet: "Godmorgen, unge Harald. Kom og sæt dig og fortæl lidt om dig selv."

"Jeg er af Skjoldungernes slægt, Rolf Krake er min far, Hilda Borgahjort min mor." Før Ragnar når at sige noget, tilføjer Harald triumferende: "Og jeg har mine egne våben."

Ragnar er ikke misfornøjet. Det er gode aner, og redskaberne til at løse opgaven synes også at være til stede. Men hvad med erfaring?

"Er du vant til at gå besærk?"

Harald skraber usikkert med den ene fod i det stampede jordgulv: "Ah, vant til og vant til. Jeg har vel prøvet det en enkelt gang eller to." 

Ragnar virker ikke tilfreds: "Vi sejler mod Paris, næste gang træerne grønnes. Frankerne er et genstridigt folk, og jeg har brug for mænd og kvinder, der kan gå amok for at overvinde modstanden. Har du erfaring med besærkergang, eller endnu bedre: har du sten på det? Er dit navn indhugget nogetsteds?" 

Haralds øjne flakker. Den kvindelige kriger stirrer ufravendt på ham, bemærker han. Hendes borende blik gør ham utilpas.  

"Jeg.." Han går i stå, mens han overvejer, hvordan han skal svare Ragnar. Så tager han sig sammen og ranker sig foran den store vikingekonge: "Mine bedrifter er endnu ikke foreviget på sten, men jeg er jo også ung. Nogen skal ligesom være den første til at give mig en chance, så jeg kan vise, hvad jeg dur til." Harald ser så trodsigt på Ragnar, som han vover.

Ragnars blik møder ikke Haralds, men vandrer let henover de tre andre krigere for at aflæse udtrykket i deres ansigter, selv om det faktisk er uden betydning, hvad de mener. Det er Ragnar Lodbrog, der bestemmer.

"Vel talt, unge mand. Desværre er det her ikke en læreplads, men en arbejdsplads for voksne. Jeg skal bruge folk, der er frygtløse og som kender til blodrusens sødme. Folk, som vil ofre deres førstefødte for at opleve den rus igen."    

Harald erkender nederlaget, dum er han ikke. Han sænker panden, rejser sig fra sædet og begynder at trække sig baglæns ud af salen.

"Hov, vent!" udbryder Ragnar. "Du kan få beskæftigelse som hjælper hos bådebyggerne. Vi skal have bygget 500 nye skibe inden togtet til Frankerriget. Var det noget?" 

Harald lader sig ikke mærke med ydmygelsen. I stedet smiler han bredt til Ragnar, og simulerer et tak med sine to håndflader presset sammen foran brystet, mens han bakker ud af hallen.

Skjoldmøen glor skeptisk efter ham, markant uimponeret over hans fremtoning. Men han skal vise hende og Ragnar! For han er ikke tømrer, han er kriger, og snart vil det være ham, der slår slagets tone an. 

Ragnar Lodbrog
(Foto fra TV-serien "Vikings")


Cambridge (England), 1815

Kandidaten ankommer rettidigt til Richard Porsons kontor. Porson er professor i græsk og leder af det humanistiske fakultet på Cambridge Universitet lidt nordvest for London. 

"Træd nærmere," inviterer Porson. Han peger på en komfortabel lænestol, der står placeret skråt foran skrivebordet.  

Kandidaten er ovre den værste ungdom, men stadig tilpas vital. Han præsenterer sig som Percy Shelley, og de to mænd giver hinanden hånden, før de sætter sig på hver sin side af bordet.

"Javel, ja," indleder Porson. "Jeg forstår, at De mener, at De vil være egnet til at undervise i engelsk litteratur i disse stolte rammer." Han spreder sine arme som vingerne på en stor fugl for at signalere, at de stolte rammer indbefatter det hele, inklusiv hans kontor.  

"Helt afgjort," svarer Shelley, mens han lægger det ene elegante bukseben over det andet. "Lord Byron og William W.* er nogle af mine tætteste venner, og min veninde, Mary, har ligeledes litterære aspirationer. Og så er jeg jo uddannet fra Oxford." Det sidste siger han med ekstra betoning af sin overklasseudtale. 

"Det er glimrende." Porson er tilfreds med Shelleys skoling og erfaring, men der er noget andet, der nager ham: "Jeg har ladet mig fortælle, at De forlod Oxford i utide?" Han kigger i sine noter: "I foråret 11?" 

Porson ser Shelley i øjnene, som ikke slår blikket ned, men tværtimod stirrer tilbage.

"Det er sandt, der var uoverensstemmelser .."

"Kan De uddybe arten af de uoverensstemmelser?" 

"For at sige det ligeud, var problemet, at jeg udgav en pamflet, hvor jeg argumenterer for socialisme, fri sex og en vegetarisk livsstil." Shelley udtaler ordene roligt og med hagen løftet. Han er ikke bekymret over den andens reaktion. 

Det giver et lille gib i Porson, om end han ikke ser overvældende foruroliget ud: "Nå, det lyder også som krasse sager." 

Der skal mere til, før Porson har tænkt sig at fravælge en af de største engelske digtere til jobbet som underviser af sine studerende. Det ligger helt fast. Men Porson er nysgerrig af natur, og derfor kan han ikke dy sig for at spørge: "Og hvad var titlen på pamfletten?

"'Ateismens nødvendighed'," svarer Shelley, og uddyber: "Det var et antireligiøst manifest."

Porsons sarte ansigtskulør skifter omgående til mørkerød. Hårdt skyder han stolen væk under sig og springer op på fodballerne, mens den højre pegefinger sigter indigneret mod døren: "Ud! Kan De se at komme ud. Mage til gudløst kvaksalveri skal man lede længe efter."

Shelley ryster let på hovedet, rejser sig og trækker ned i sine pantaloner, før han forlader Porson og Cambridge for altid.

Hjemme hos Mary igen ler de af episoden, mens de diskuterer, hvordan de nu skal skaffe midler til deres ukonventionelle livsstil.     

Percy Shelley
(Foto fra filmen "Mary Shelley")


Tilfældet råder

Så er man for gammel, så er man for ung, så er man for moderne og så er man for gammeldags. 

Hvad gammeldags angår, forestiller jeg mig en episode, hvor den merkantile HR-influencer, Dave Ulrich, ankommer for at søge job hos en regenerativ erhvervsfilosof. Ulrich får naturligvis ikke jobbet, men det betyder ikke, at han er uden evner. Det betyder bare, at erhvervsfilosoffen foretrækker intuition og sansning fremfor Ulrichs regneark og regressionsanalyser.

Det samme gælder Lægæst, Harald og Shelley. De har hver især masser af evner, måske endda talent, men timing - og i noget omfang: tilfældigheder - gør, at det ikke går som ønsket.

Jeg vil dog ikke afvise, at Lægæst og Yngva grundlagde en stor bondeslægt (først og fremmest på grund af Yngvas gener), at Harald blev en berømt og agtet bådebygger i sin samtid og at Shelley fik en apanage året efter optrinnet på Cambridge, som gjorde, at han og Mary kunne skrive digte og romaner, som stadig læses den dag i dag. 

*

[Wordsworth]

Det meste i dette blogindlæg er opdigtet, men noget er sandt. Det er sandt, at jægersamlerkulturen med tiden blev udkonkurreret af agerbruget, ligesom det er sandt, at vikingerne belejrede Paris i 845, formentlig anført af Ragnar Lodbrog. Percy Shelley er en virkelig figur, og det samme er veninden, sidenhen hustruen, Mary Wollstonecraft Shelley, som skrev "Frankenstein", der udkom i 1818.   


Blog skrevet af: Maya Drøschler, selvstændig redaktør, den geist 👻 (md@dengeist.dk)

onsdag den 13. marts 2024

KONTROLTÅRNET TIL MAJOR TOM

"Psykologisk tryghed", "mening i arbejdet", "inddragelse i beslutningerne", "værdige dialoger", "autonomi i opgaveløsningen", "selvledende organisationer". 

Alt det, der mangler på jobbet, får et navn, og ledelsesrådgivere og erhvervspsykologer skriver om det alt sammen i bøger, artikler og på det sociale medie LinkedIn.

PÅ SPORET AF DEN TABTE MENING


Som regel er det et af de store techfirmaer, typisk Google, eller en amerikansk leadfluencer [leadership + influencer], der åbner ballet, og den danske arbejdslivselite følger skyndsomt efter i en fælles, følsom appel til den tabte mening og den forsvundne autonomi. 

Men jo mere man forsøger at vække det, som ikke er i sigte, desto trodsigere bliver det i sin afstandtagen. 

Det er en simpel observation, en åbenlys konstatering, at jo hyppigere arbejdsguderne anråbes, desto tydeligere glimrer de ved deres fravær. For aldrig før i nyere historie har arbejdet været så strabadserende som nu. 

Jeg noterer mig, at de overvældede dejser omkuld i hobetal. Jeg læser om dem i aviserne, lytter til dem ved sammenkomsterne og ser dem parkere foran min nabo, stresscoachens, dør. De slæber hulbrystede rundt på de utilsigtede følger af tidens dårskab. De, som ikke kunne følge med, som ikke forstod spillet og som vitterligt var oppe imod udenjordiske krav. 

JAVEL JA


Der er en lille chance for at klare sig godt og uden for mange skrammer i arbejdslivet, hvis man mestrer den paradoksale disciplin, som jeg vil kalde alkompetence med et idiotisk tvist. Det er den disciplin, hvor man siger ja til alle typer opgaver uden undtagelse og samtidig husker at fremstå som chefens intellektuelt underlegne rugbrødsmad. 

Der er en særlig guttermandshestesko til dem, der finder det naturligt at udfylde en sådan rolle på arbejdspladsen. Desværre er der ikke tilstrækkeligt mange alkompetente, og sådan er det jo. Vekslende historiske omstændigheder gør, at arbejdsgivere efterspørger snart den ene type, snart den anden, og der er aldrig nok af lige netop den slags, man for indeværende helst ser indenfor dørene. Så må man nøjes.

DEN TUNGE ENDE


For tiden må man nøjes med de sparsomt-kompetente, som tynger en del i det samlede arbejdskraftudbud. Desværre. 

For disse fodslæbere evner ikke at spille rollen som arbejdslivets alkompetente idioter ret godt, og er en værre jammerdal af suk og klage og stive hofter. Ingen svaj der - men til gengæld masser af brok og ansvarsfralæggelse. Ikke desto mindre opløftes de ligesom de alkompetente af en kortvarig rus af opblussende håb, når de læser endnu et opslag på LinkedIn om "frisættende ledelse". 

"Måske er der nogen højere oppe, der læser det samme som mig?" krydser de i al hemmelighed fingre for, uden at tænke nærmere over at pladsen "højere oppe" tidligere var forbeholdt Gud.

OPKALD FRA JORDEN


Situationen er grel, og snak om psykologisk tryghed og så videre er som at bygge en katedral ovenpå Nordic Wastes skridende jord. Katedralen kan være flot nok, det anfægter jeg ikke, men så længe, der ikke er fast grund under fødderne, er det vanvid at opføre den. 

Hvad, der derimod skal til for at undgå, at de sparsomt-kompetente knækker som sivene i en rørskov under vægten af bøndernes gylle, er helt simpelt. 

I prioriteret rækkefølge:

TID

God tid. Lang tid. Masser af tid. Tid til at klare hjernen, strække kroppen, trække vejret, lade en tanke forme sig. Tid til at overveje, bearbejde, gøre sig umage, vise omhu for opgaven og kollegerne. 

Det er indlysende, at arbejdet bliver meningsløst, hvis ikke der er tid til at gøre sig umage. Tid er liv og mangel på tid er fravær af livfuldhed. Tid kan erstatte alle de processer, man måtte opfinde for at medarbejderne "finder mening i arbejdet".   
 

FORNUFT

Lad fornuften råde. Lad den herske over konger og husmænd, adelige og småfolk. Der kan simpelthen ikke være for meget fornuft til stede i opgaverne, i rutinerne, i omgangsformerne og i reglerne på arbejdspladsen. 

Ufornuften har taget ophold alt for mange steder, og den må uddrives med høtyve, hvidløgsranker, besværgelser eller hvad man nu har ved hånden. Ikke flere idiotopgaver, folk ved godt selv, hvad der er smart at gøre, uden at man af den grund behøver at kalde det selvledelse. 

SKØNHED
Materialitet er ikke passiv, men udskiller tværtimod stemninger. Det er ikke nogen tilfældighed, at den romantiske digter arbejder bedst i en veltempereret, grøn lund, eller at kunstmalerens praksis er betinget af lysindfaldet i atelieret og af det, der findes på den anden side af ruden. Enhver ved instinktivt, at skønhed løfter ånden, og at materialitetens udformning har noget at sige for stemningsleje og virketrang.

Kontraintuitivt synes den kollektive bygherreoverbevisning at være - lægger man de fleste eksisterende arbejdspladser til grund - at mennesker trives bedst og producerer mest i sterile og grimme miljøer. Måske har man bare overført fabrikkens æstetik til kontoret og ladet det blive ved det? Skønhed koster ikke ekstra, og smukke omgivelser giver mennesker en følelse af tryghed og hjemmehørighed. 

ET FUNDAMENT AF FORNUFT


Det er fremragende, at så mange eksperter har travlt med at afsøge bedre vilkår for arbejdslivet, og jeg er tilhænger af det meste af det, der bliver sagt og skrevet om stressforebyggelse, inklusion og trivsel.

Jeg hæfter mig dog ved den kendsgerning, at er der ikke villighed til at prioritere som minimum tid og fornuft (gerne også skønhed), kommer de storsindede intentioner og flotte erklæringer ikke til at ændre nogen verdens ting.

Det er fundamentet, der skal støbes. Det er kontroltårnet, der kalder. Lige nu synes tænkningen om arbejdslivet med få undtagelser at være placeret i en rumraket uden forbindelse til de legemer, der stadig er underkastet tyngdekraften.       




Blog skrevet af: Maya Drøschler, selvstændig redaktør, den geist 👻 (md@dengeist.dk)

onsdag den 6. juli 2022

Problemet med arbejdet

Den amerikanske forfatter og anarkist Bob Black indleder sit berømte essay The Abolition of Work fra 1985 med disse ord:

Ingen burde nogensinde arbejde.

Arbejdet er kilden til næsten al elendighed i verden. Næsten alt ondt, man kan forestille sig, stammer fra arbejdet eller fra en verden, der er designet til arbejdet. For at standse vores lidelser, bliver vi nødt til at stoppe med at arbejde. [Min oversættelse].  

Problemet er naturligvis ikke "arbejde" som sådan, men specifikt lønmodtagerarbejdet, som har et stærkt tvangsmæssigt aspekt: Man skal udføre sit arbejde på en lokation, der bliver udpeget, i et tidsrum, der bliver fastsat, med nogle kolleger, andre har valgt. Man skal underkaste sig strukturer, rutiner og hierarkier og udføre ledelsens ordrer. Man skal gøre det, man bliver sat til. 


Fremmedgørelse ifølge Marx

Den tyske filosof og økonom Karl Marx udvikler sit begreb om fremmedgørelse i midten af det 19. århundrede. Grundlæggende er risikoen for fremmedgørelse størst for de menneskelige egenskaber, som vi varegør, kommercialiserer. Som vi forvandler til et redskab for en arbejdsgiver.

På Marx' tid er det primært kroppen, den arbejdende krop, der tænkes på. Men også indlejringen i arbejdsgiverens strukturer og den tvang, der følger med, afstedkommer fremmedgørelse overfor kolleger og ja, faktisk overfor menneskeheden. 

Hvad kollegerne angår, opstår fremmedgørelsen i relationen, når kollegerne begynder at blive opfattet som konkurrenter til - en potentielt bedre vare end - en selv. 

Og man arbejder dybest set imod menneskehedens interesser, når fremstillingsprocessen selv eller de produkter og services, man fremstiller, skader livet på kloden. Et sådant engagement i en skadelig praksis skaber fremmedgjorte individer.

Emotionelt arbejde

I dag er mange jobs ikke længere lagt an på manuelt, fysisk arbejde. I serviceøkonomien er det fortrinsvis den emotionelle arbejdskraft, der trækkes på, mens det i vidensøkonomien er den kognitive.

Folk ansat i servicesektoren forventes at smile og nikke og underkaste sig kundens luner. Ikke kun chefens. Risikoen for fremmedgørelse er ikke blevet mindre i dag end på Marx' tid, siger den amerikanske professor i kvindestudier Kathi Weeks. Den er blevet større. For alle disse (positive) følelser, som servicemedarbejderen forventes at udvise overfor kunden og alle de (potentielt negative) følelser, som kunden retter mod servicemedarbejderen og som denne forventes at rumme og håndtere, fremmedgør servicemedarbejderen overfor sine egne følelser. 

I et berømt studie fra 1980'erne fulgte den amerikanske sociolog Arlie Hochschild en række stewardesser i Delta Airlines over nogle år. Det, som Hochschild observerede og som stewardesserne også selv tilkendegav, var, at de følelser og attituder, der blev trukket mest på i arbejdssituationen - venlighed, imødekommenhed, omsorg - var følelser, som de ikke kunne komme i kontakt med på en egentlig måde udenfor arbejdssituationen. Det professionelle smil sad påklistret, også efter arbejdsdagen var slut. Adgangen til den umiddelbare erfaring af fx venlighed var blokeret af denne klistrende professionalisering af følelsen.

Det vigtigt at understrege, at fremmedgørelse kun bringes i spil, når der er tale om en omdannelse af en menneskelig attribut til en vare under en tvangsmæssig orden. Man bliver ikke fremmedgjort af at vise venlighed overfor en hjemløs mand eller kvinde, eller af at stille sig til rådighed for den lokale fodboldklub. Fremmedgørelse kommer af tvang.

Mindskning af tvangen

Jeg er pragmatisk. Jeg tror ikke på, som Bob Black i indledningen, at vi kan slippe af med tvangen. Men jeg tror på, at den kan reduceres. Gøres mindre dominerende. 

Forventninger til "service"

For det første kan vi starte med at undersøge - sidenhen diskutere - de psykologiske konsekvenser af emotionelt arbejde. Den danske coach og ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup skrev for nogle år siden en bog om, at man ikke skal tage sine følelser med på jobbet, men i mange jobs er det netop følelser, der kapitaliseres på. En stor del af jobbet går faktisk ud på at vise "egne" følelser på en afmålt og bestemt måde og at håndtere andres. 

Der vil være store variationer, alt efter den magt, man kommer med. En stewardesse skal strække sig langt for at imødekomme kundens behov, det skal en politibetjent ikke i samme omfang. Men de laver begge følelsesarbejde. 

Spørgsmålet er, hvad vi retteligt kan forvente af hinanden. Hvor meget smisken og leflen og fnis og grin, jeg egentlig betaler for, når jeg beder om en klipning eller bestiller en cheeseburger.

Livet som førsteprincip

Dernæst er der i det indledende Black-citat et aspekt, som jeg gerne vil fremhæve, nemlig det forhold, at livet er designet rundt om arbejdet. Arbejdet er førsteprincippet, mens livet må tilpasse sig. 

Det forhold skal vendes om.

Arbejdet må tilpasse sig det, folk ellers skal. Være sammen med deres familier, gå til folkedans, sidde og glo i deres haver. Selvfølgelig skal der en del nytænkning til for at det kan lade sig gøre, og jeg er klar over, at "vagter" og "åbningstider" skal passes. Men hvad nu, hvis vi alle sammen blev vænnet til et lavere serviceniveau? I de sektorer, naturligvis, hvor det ikke handler om liv og død.    

Transporttid

Samtidig vil jeg slå til lyd for, at transporttid skal forstås som en faktor i den tid, arbejdsgiveren råder over. Ingen sidder frivilligt og selvvagt i en bilkø på Lyngbymotorvejen hver morgen eller i et overfyldt metrotog hver eftermiddag. Man sidder der, fordi det er nødvendigt, fordi man skal møde ind på en af arbejdsgiveren udpeget lokation. Der er tale om tid, ja, om liv, faktisk, man ikke selv har råderet over. 

Mobiliteten bliver større og større. Og det er nok godt. Men det betyder også, at timerne væk fra hjemmet bliver længere og længere. Samtidig skaber mobiliteten omkostninger (brændstof, billetter), trængsel og forurening. De timer og de meromkostninger, som lønmodtageren har i forbindelse med transporttid til og fra arbejdspladsen, er en faktor, der bør indgå i den samlede aftale mellem parterne. Det er mig umuligt at forstå, hvorfor transporttid og -omkostninger ensidigt skal være lønmodtagerens problem (og til dels statens, jævnfør kørselsfradraget). 

Kritik af arbejdet

Arbejdet er ikke en neutral kategori. Arbejdet er tynget af ideologi og er dybest set - som lønarbejde betragtet - en konstruktion. Det er noget, vi mennesker har fundet på.

Ingen skal bilde mig ind, at det ikke kan foregå på en anden måde. På en bedre måde. For det er ikke godt nok, som det er.  

Hvis du vil høre mere om disse tanker, kan jeg anbefale podcasten Isolation and Working from Home with Maya Drøschler, hvor jeg i en samtale med den amerikanske HR leder Laurie Ruettimann udfolder mine idéer om fremmedgørelse, men også frigørelse, af den moderne arbejder.

Anledningen til podcasten var artiklen Working from Home: Emancipation or Alienation of the White-Collar Worker, som jeg skrev og udgav på Medium tidligere i år. 


  

                 

 

torsdag den 18. november 2021

Ledelse som omhu

Denne artikel blev første gang udgivet i Socialt Lederforums fagmagasin Social Udvikling og genudgives her med redaktionens tilladelse.

----------------------------------------------------------------------------

Der findes noget, vi omtaler som ledelse. Der bliver undervist i ledelse, skrevet bøger og artikler om ledelse og i organisationer er ledelse, personificeret i konkrete individer, jævnligt genstand for vurdering. Vi taler om ledelse som om, vi er enige om, hvad ordet henviser til, og det er vi nok også i store træk. Ledere har erfaringer, der minder om hinanden. Og disse erfaringer kan omsættes til sprog, deles i et forum og endda abstraheres til formelle teorier og modeller. Men fordi ledelse også er en praksis, som altid har altid en rettethed mod noget specifikt og nogen bestemt, mod noget konkret og noget situationelt, rummer ledelse også altid en mageløs – i ordets egentlige betydning – rest. 

Paradigmatisk ledelsesteori kan mange ting. I denne artikel vil jeg imidlertid tale om den rest, som modeller og teorier nødvendigvis må udgrænse. Jeg vil adressere den grundlæggende menneskelige rettethed mod og forhold til fænomenerne, opgaverne og især menneskene på en arbejdsplads, og jeg vil runde af med at insistere på ledelse som omhu. Ikke omhu som et nyt program eller en ny teori, men snarere som noget, der allerede findes i menneskets grundstruktur, men som har svære vilkår på mange arbejdspladser i både den private og offentlige sektor, præget af skrappe krav til effektivitet og resultater. Jeg kommer ikke i denne artikel ind på årsagerne til omhuens trængte status, for jeg tror, det er nødvendigt at starte med overhovedet at bringe den på banen.   

Rettethed  

Ledelse indebærer at være rettet mod noget. Rettethed er en grundtilstand og et grundvilkår i mennesket: Vi kan ikke undgå at være rettet mod genstande, tilstande og andre væsener og vi kan ikke slippe for at forholde os til dem. Vi forholder os løbende til sanseindtryk, til tanker og til hinanden, men for ledere er denne rettethed og forholden sig ekstra påtrængende, fordi ledelsesopgavens succes afhænger af, at forholdet til den anden eller det andet er velvalgt og afstemt. Som leder kan man ikke fejlfortolke, misforstå eller lade noget eller nogen i stikken ret længe, før det får konsekvenser.  

Rettethedens modi

Rettethed viser sig på forskellige måder. Når lederen trykker på en knap på kaffemaskinens display eller taster på computerens tastatur, har hun typisk en brugende omgang med tingene. Når lederen derimod sætter sig for at evaluere en analyse af sin afdelings lønforbrug, har han en varetagende omgang med dataene i Excel-arket. Og når lederen retter sig mod andre levende mennesker, gør denne det for det meste med en omsorgsfuld attitude. Varetagelse og omsorg vender jeg tilbage til. Lige nu er det tilstrækkeligt at sige, at hvis alt går godt, tilpasser rettethedens måde sig let og ubesværet målet for den. Det er min påstand, at en sådan responsiv stemthed er afgørende for succes i lederskabet og i videre forstand: for oplevelsen af en sund arbejdspladskultur.

Grundlæggende strukturer hos mennesket og lederen

Mennesket betinger lederen. Derfor giver det ikke nogen mening at hævde, at de to former for væren kan udskilles i hvert deres domæne. Ledere er først og fremmest mennesker . Ikke mennesker i nogen bestemt forstand med de og de attributter, de og de medfødte egenskaber eller de og de ’værktøjer i værktøjskassen’, men mennesker, som intuitivt, men som regel også upåagtet, er bekendt med, at de har en særlig eksistensstruktur.

To af de grundlæggende strukturer, som mennesker og ledere deler ifølge den fænomenologiske ledelsesforskning, som særligt er inspireret af den tyske filosof Martin Heidegger, kaldes i-verden-væren og medtilstedeværen (Souba 2014).

I-verden-væren og medtilstedeværen

Disse to grundstrukturer indebærer, at mennesket altid allerede er i en verden, og at mennesket altid allerede er blandt andre, før det bliver til et individ, et subjekt eller en leder. Mennesket og lederen er uundgåeligt og på forhånd indlejret i en eller anden form for organiseret struktur (Betta 2017), en verden, et samfund og en organisation, og har ikke nogen plads eller relevans uden. Ja, lederen kan faktisk ikke blive til uden en struktur at blive til i. Der er ikke kun tale om en fysisk-biologisk kendsgerning, men om en kendsgerning med eksistentielle implikationer, for ligesom mennesket (uanmodet) er kastet ind i verden (Heidegger 2007), er lederen kastet ind i den organisatoriske struktur og må indfinde sig i den og komme overens med den blandt og sammen med andre. Det betyder, at ledelse nødvendigvis og som minimum er en praksis, som 1) løbende kalibrerer sig mod det allerede organiserede og 2) afhænger af de andres med- og sameksistens. 

Den levende organisation

Selv om organisationen er givet, skal det ikke forstås sådan, at organisationen tårner sig op i en eller anden uforgængelig struktur, som ledere og alle andre nødvendigvis må tilpasse sig. Tværtimod, er organisationen ligesom verden bevægelig, organisk og plastisk: Den er levende energi, der materialiserer sig i en række instanser, en række eksempler på sig selv. Disse eksempler kan være: planlægningen af en julefrokost, afviklingen af et bestyrelsesmøde, udførelsen af en bestemt arbejdsproces, kontakten med en kunde/borger, samtalen hen over frokostbordet eller afholdelsen af et medarbejderseminar. Selv om eksemplerne er vidt forskellige snapshots af organisationen, vil enhver med tilstrækkeligt kendskab vide, at de alle peger på den samme organisation. 

I realiteten findes den organisation dog kun som en abstraktion. Det egentlige er faktisk eksemplerne, det levede og det erfarede, som nogle gange akkumulerer i en model, fx en organisationsmodel. Men ledelse opstår ikke efter, at modellen er udtænkt. Ledelse opstå, når medarbejdere og opgaver erfares som først og fremmest verdenslige og mødes som sådan: Ligesom vind i sejlene går forud for meteorologi, og opgravning og tilberedning af kartofler går forud for forfinelse af kartoffelarter, går praktisk omgang med mennesker, hverv og tidslighed forud for personlighedsprofiler, projektværktøjer og tidsstyring. Det betyder, at livet finder sted først, og at teorier og kategorier følger efter.

Det givne i ledelse

Der er noget, som er givet. Men Ikke en gang for alle; snarere til hver en tid og løbende. Og det er ikke budgettet eller den seneste modedille indenfor ledelse, men det liv, der allerede finder sted, og de fænomener, der allerede er i færd med at organisere sig. Det gælder derfor, at noget (lederens forholdemåde) ikke er dikteret, og det gælder samtidig, at noget (livets flux) er, og af denne indsigt følger, at ledelse må praktiseres kontekstuelt og situationelt. Lederen er ikke kun et mægtigt subjekt, der bruger sit privilegerede mandat til at beslutte og eksekvere i et velordnet system, men også en åben mulighed blandt mange andre i et dynamisk, levende væv. 

Ledere kan påvirke, sanktionere og skære igennem, men ledere virker aldrig i en hverken fuldstændig gnidningsløs eller fuldstændig forudsigelig arena. Ledelse har i mere end 100 år været præget af ’den videnskabelige metode’ [Scientific Management], som ingeniøren Frederick W. Taylor konciperede og implementerede i begyndelsen af det forrige århundrede, og det er en skam at metoden har vundet så stor udbredelse, for Taylors metode forviser mødet med det levende til skammekrogen. Og metoden slører, at laget af teorier, modeller og værktøjer er tilføjede lag, som - sikkert utilsigtet – har tendens til at spænde mennesker foran lederens varetagelsesvogn.        

Lad mig forklare.

De andre og man’et

”Helvede, det er de andre”, lyder en berømt replik, som en af karaktererne fremsiger i den franske filosof Jean Paul Sartres drama Lukkede døre

Selv om Sartre var kendt for at hænge ud på de fyldte, parisiske caféer i 1950’erne, ofte i selskab med sin partner, feministen og filosoffen Simone de Beauvoir, havde han et udestående med ’de andre’. De andre forstyrrer nemlig. De afbryder. De kigger. Og når de kigger, mente Sartre, opstår der i nogle tilfælde et ubehag, som bunder i, at man pludselig ser sig selv med den andens blik. Man ser sig selv udefra, som et objekt. Den andens blik er i vor tids organisationer særligt udpræget i rekrutteringsprocesser og performance-evalueringer.  

Helt den samme opfattelse af de andre havde Heidegger ikke. I værket Væren og tid, som udkom første gang på tysk i 1927, fremsætter han en kras kritik af det, som han kalder ’man’et’ [Das Man], som dækker over den gængse, bevidstløse opinion og de strukturer, vi uafladeligt glider tilbage i, når vi ønsker at passe ind: man gør, man siger, man lever og arbejder på den og den måde. I mange organisationer er man’et stærkt, og det er ikke, synes jeg, et ubetinget dårligt træk, for man’et giver også tryghed og tilhørsforhold. Det forvisser det enkelte menneske om, at det hører til her, i dette fællesskab, hvor man’et fortolkes som et vi. Men der er naturligvis grænser for man’ets herredømme. De grænser støder de fleste organisationer på fra tid til anden: Når systemerne sander til, processerne bliver træge og fodslæbende og tankerne hæmmede og ufrie, har man’et fået for meget at skulle have sagt.

Omhu

Ser vi bort fra man’et, er mennesket et væsen, der som udgangspunkt tilnærmer sig andre mennesker, men også genstande og fænomener, med omhu. Heidegger skriver i paragraf 41 og 42 i Væren og tid om omhuens væsen. Omhu er den danske oversættelse af det tyske ord Sorge, som ikke betyder sorg, men netop omhu, forstået som både varetagelse og omsorg. At kere sig om omgivelserne er ifølge Heidegger den menneskelige grundindstilling til verden, som jeg også berørte i afsnittet om ’rettethed’. Det er et vilkår, vi er prisgivet, og som adskiller mennesker fra andre dyr, planter, vejret, genstande og begivenheder.       

Omhuen har to modi, et varetagende og et omsorgsfuldt: 

Eftersom i-verden-væren væsensmæssigt er omhu, kunne væren ved det forhåndenværende (..) begribes som varetagelse, og væren sammen med de andres inderverdensligt imødekommende medtilstedeværen begribes som omsorg (Heidegger 2007, s. 222). 

Menneskets omhu for det forhåndenværende viser sig altså som varetagelse. Ifølge Den Danske Ordbog er den primære betydning af ordet varetagelse, at ”tage sig af en opgave, man er ansvarlig for”. Det kan være at udforme et kundetilbud, lave budgetopfølgning eller designe en ny hjemmeside. Man varetager sine opgaver og sit job. 

Omsorg

Den anden modus af omhuen, omsorgen, retter sig mod andre mennesker. De andre kan ikke blot ”varetages”, men må tilgås med omsorg. Også omsorgen har to modi.

Den første type omsorg tager den andens omhu på sig: 

Denne omsorg overtager det, der skal varetages for den anden. Den anden bliver dermed kastet bort fra sin plads [ … ]” og ”[g]ennem en sådan omsorg kan den anden blive til én, som er afhængig og behersket, om dette så end er et stiltiende herredømme, der forbliver skjult for den beherskede (Heidegger 2007, s. 148). 

Denne type omsorg tiltvinger sig altså den andens omhu og varetagelse og gør denne afmægtig. Den anden lægger måske ikke mærke til, at denne fratages en grundlæggende eksistensmåde, men tilpasser sig lederens overgribende omsorg. Hos den, der fratages sin omhu, er ligegyldighed, ansvarsløshed og uselvstændighed typiske afledte effekter. ’Micro-management’ er et eksempel på en ledelsesstil, der overtager den andens omhu, men også i organisationer, som er plaget af menneskelige og økonomiske skandaler, er medarbejdernes egen omhu ofte begrænset.  

Omsorg for den andens værensmuligheder

Den anden omsorgsmodus, som har en noget anden karakter 

(..) springer [ikke] ind for den anden, men ( .. ) springer forud for ham i hans eksistentielle værenkunnen, ikke for at påtage sig hans ’omhu’, men derimod for først egentligt at give ham den tilbage som en sådan (ibid.). 

Denne omsorg er en omsorg, der kerer sig om den andens muligheder, herunder den andens mulighed for at udvise omhu, både som varetagelse og omsorg. Sindbilledet på en sådan omsorg kunne være den erfarne jordemor, der myndigt vejleder den fødende kvinde, men som holder sig fra at overtage og dirigere fødslen. Et andet billede kunne være mentoren, der nænsomt tager menteen i hånden, men som lader menteen selv vælge ruten. Eller det kunne være lederen, der har sin medarbejders ryg, når denne for første gang skal løse en ny, svær opgave. Den første strofe af den norske nationalskjald Bjørn Eidsvågs vise Eg ser (”Jeg ser”) rummer en lignende erfaring, om end med et lidt sørgmodigt præg:

Jeg ser, at du er træt

men jeg kan ikke gå alle skridtene for dig

du må gå dem selv, men jeg vil gå dem med dig

jeg vil gå ved siden af dig. 

Denne strofe handler om at acceptere den andens væren, som den er. Uden forsøg på at ekspropriere den, optimere den eller nyttegøre den. Det er sådan en type omsorg, lederskabet bør rumme. 

Ledelse med omhu og omsorg

Hvis man accepterer præmissen og udlægningen af varetagelse og omsorg, må lederens dominerende måde at forholde sig til medarbejderne på være omsorgens anden modus: omsorg som sikring af den andens mulighed for selv at udvise omhu. Ikke omsorg som overtagelse af medarbejdernes egen, frie omhu og heller ikke omhu som varetagelse dur. I al fald ikke hvis den står alene.

Med en ensidigt varetagende rettethed betragtes og behandles menneskene på arbejdspladsen som data, kategorier, titler og typer. Denne ledelses-rettethed skal ikke afskaffes. Det er utopisk og næppe gavnligt. Men menneskene på arbejdspladsen skal ikke først og fremmest varetages. Når ledelseskulturen fejler ’stille’ – og altså ikke larmende, som når omsorgen bliver en overtagelse og et overgreb – er det fordi, varetagelse har fået for stor dominans. Analyser, målinger og statistiske beslutningsgrundlag kan en masse, men der ligger en afgørende ledelsesopgave i sikringen af egne og andres muligheder for – med omhu - at kaste sig frem mod det, der er væsentligt og meningsfuldt.   

En sund arbejdspladskultur rummer menneskelig eksistens som sådan. Og en sådan kultur kommer kun i stand, hvis varetagelse og modeller, monitorering og målinger ikke erobrer hele arenaen. Omsorgen for den andens værensmuligheder, den andens potentiale som menneske, den andens frie adgang til at varetage og vise omhu, tage ansvar, træffe valg og til selv at forholde sig er en helt afgørende betingelse for et godt arbejdsmiljø og god performance og trivsel. Hvis ikke ledelse også består af denne grundlæggende, omsorgsfulde rettethed, vil velmenende tiltag som teambuilding-events, diversitetstræning, antimobbepolitikker og MUS-samtaler ikke få den effekt, man ønsker. At komme den anden i møde med den modus af omhuen, der omtales som omsorg for den andens værensmuligheder, er den helt nødvendige forudsætning for en fri, retfærdig, mangfoldig og tryg arbejdsplads.  

Litteraturliste

Betta, M. (2017). Habits and the Social Phenomenon of Leadership. Philosophy of Management, 17. 243–256.

Heidegger, M. (2007). Væren og tid. Aarhus: Klim.

Eidsvåg, B. (1983). Eg ser. Udgivet på albummet Passe gal, Kirkeligt kulturverksted. 

Souba, W.W. (2014). The Phenomenology of Leadership. Open Journal of Leadership, 3. 77-105.


INFORMATION TIL FASTE ABONNENTER PÅ BLOGGEN: Tak fordi du følger HR Forretning. Jeg har erstattet min gamle e-mailleverandør Feedburner, som blev drevet af Google, men som Google valgte af nedlægge, med en ny leverandør, follow.it. Jeg håber ikke, det skaber problemer og at du stadig har lyst til at modtage notifikationer om nye indlæg. Hvis ikke kan du afmelde sig som vanligt.

Hvis du omvendt er ny gæst på bloggen, kan du tilmelde dig her:

  


tirsdag den 27. juli 2021

Jorden kalder Zoom

Jeg bor sammen med min familie på grænsen mellem to kommuner og faktisk også to regioner. I den nordlige del af Roskilde kommune, lige på kanten af Egedal kommune og lige på grænsen mellem region Sjælland og region Hovedstaden.


Danmark


Det er et område, som hverken er den mest populære pige i klassen (Københavns nordlige forstæder) eller den mest ekskluderede dreng (udkanten). Vi bor for tæt på København til at være udkant, men vores placering er samtidig for langt vestpå til at være omfattet af det egentligt attraktive Nordøstsjælland. Geografisk tilhører vi altså det Danmark, som der er mest af: det midt imellem afvikling og anprisning.  

Det er sin sag at bo i den nordligste del af en region, som strækker sig sydpå til Lolland og Falster og vestpå til Kalundborg og Korsør. Faktisk er der næsten fem gange så langt til Næstved Sygehus, fra hvor vi bor, som der er til Herlev Hospital. 

Hvad angår politikredse, er det heller ikke nemt: Reglen er, at jeg bliver henvist til Nordsjællands Politi, når jeg ringer for at anmelde et cykeltyveri. Midt- og Vestsjællands Politi er nemlig sikre på, at jeg ikke tilhører deres kreds.

Det samme gælder vagtlæger, for det er ikke til at forstå, at vores postnummer hverken er at finde i kommunen eller i regionen. 

Det sted, hvor vi er, hører ikke rigtigt til noget steds. Det har ikke noget at hægte sig på, det er nogle andres problem. Man glemte at indregne det, da man trak grænserne.

Lokalaviserne   

Dette til trods bliver der delt lokalaviser ud heromkring. Det fandt jeg ud af i går, da jeg tømte postkassen for første gang i flere år. 

Jeg tog lokalaviserne ind. Vi får flere, nok på grund af vores placering nær grænsen. Avisbudenes ruter må overlappe.  

Min partner bladrede Roskilde Avis igennem. Efter at have studeret de lokale boligpriser og genkendt en lokalpolitiker som sin søsters ungdomsflirt, lukkede han avisen. Underneden kom Lokalavisen Egedal til syne. 

Modsat det lokale liv i Roskilde var der dog ingen interesse for dagliglivet i Egedal, for som min partner sagde med overbevisning i stemmen: ”Det er en underlig kommune.” 

Efterfulgt af et: ”Og det er også en underlig avis.”

”Hvordan underlig?” spurgte jeg.

”Den er så mærkeligt blandet.” 

Avisen såvel som kommunen, forstås. 

Forankring

Objektivt set er Egedal Kommune og Egedal lokalavis nok hverken mere eller mindre blandet end pendanterne i Roskilde, men fordi min partners tilknytning til Roskilde er historisk stærk, er Roskilde kommune hverken underlig eller blandet, men velkendt og forståelig. Ja, nærmest rationel i en grad, der overgår alle andre kommuner. 

Jeg er optaget af denne hverdagssituation, fordi den viser en umiddelbar og stærk forankring i det lokale, i landsbyen, i egnen, i kommunen. En stærk geografisk identitet, båret oppe af rodnettet her og forskellen der - til dem i den næste landsby eller dem i den næste kommune. 

Jeg har det ikke selv på samme måde. Jeg er en nomade, og jeg misunder mine landsbynaboer, som fortæller om liv i generationer på stedet. De er forankrede på en måde, jeg aldrig bliver. De hører til på en måde, jeg ikke gør. De er overbevist om, at det er her, med denne jord, verden bliver til: Se selv! 

  

Østrup, Sjælland


Tid og rum

For mange moderne mennesker er det ligegyldigt, hvor man opholder sig fysisk, og hvad klokken er, når man kommunikerer og arbejder. Folk i andre tidszoner kan svare på beskederne, når de vågner. De fleste af os svømmer frit i de digitale bølger, og kan næsten helt se bort fra tid og rum. 

Tid og rum er selvfølgelig stadig vilkår for vores individuelle eksistens, men de er ikke længere et fælles anliggende: Vi behøver ikke opholde os i det samme rum på det samme tidspunkt for at føre en dialog, få løst en opgave eller bragt et fælles projekt i mål. 

Det er et imperativ for det moderne menneske at være fleksibel, mobil og i bevægelse, for det er syndigt at stå i stampe, forholde sig rigidt eller udvise en tøven i sin tilegnelse af omgivelserne. Denne aldrig standsende bevægelighed gør, at der dannes en forventning om åbenhed og tilgængelighed. Man kan ikke længere undslå sig med, at man er et andet sted eller holder en pause. For der er ingen grænser, rummet og tiden er opløst, alt glider sammen og alt og alle følger en overalt, ligesom man selv følger alt og alle. Men alt forbliver også fragmenteret og egentligt adskilt. 

Der er noget sært ved den digitale kommunikation: møder, samarbejder og foredrag på Zoom, Teams og så videre. Man er på én gang radikalt isoleret og radikalt eksponeret. Man er alene, men samtidig i et digitalt rum, fyldt med andre menneskers lyde, ord, ansigter og mimik. Det er en asynkron erfaring, overført til rum, for noget er ude af trit, som gør tilhørsforholdet svært at afgøre: Hører jeg til her eller der? 

Svaret er måske: For at høre til der skal man glemme jorden og kroppen, for de er blot kedelige påmindelser om, at naturlovene og biologiens love ikke lader sig ophæve, og glem også lokalaviser og slægter, for de er principielt kedelige i al deres forudsigelighed og bundethed. Svaret er: For at høre til der må hver enkelt frigøre sig fra forestillinger om, at mennesket er bundet, betinget og et kontinuert væsen. Man må lade hånt om mennesket som en udstrakt væren, og i stedet satse på mennesket som en række løsrevne citater, som en række vilkårlige, digitale spor.  

Digitaliteten

Jeg vil ikke romantisere egnstilhørsforholdet, som nok er en indretning, der er opstået i og med agerbruget, og som derfor ikke ville eksistere i et parallelt univers, hvor jorden ikke blev dyrket. Hverken egnstilhørsforhold eller nationalfølelser er universelle, naturlige eller oprindelige. De er blot emotionelle fænomener, der er afledt af visse institutioners og praksissers fremkomst. De er nyttige i visse historiske epoker. 

Ikke desto mindre har jeg svært ved at slippe den tanke, at opløsningen af tiden og særligt stedet ikke er uden konsekvenser. Selv om det sted, hvor min familie og jeg bor, udfordrer de offentlige inddelinger og ikke findes på nogen helt entydig måde i den ene eller den anden politikreds, er vi trods alt placeret i en materialitet, som garanterer, at vi er her. Ikke der. Ikke i Egedal kommune, ikke i region Hovedstaden, men her. Betjente og vagtlæger forsøger jævnligt at overbevise mig om noget andet, og jeg føler et strejf af fremmedgørelse – tager jeg fejl? Har de ret? – inden jeg hanker op i mig selv og insisterer.

Digitaliteten findes, og den kan meget, også meget godt. Men mennesker kan ikke være eller høre til der. Netop fordi digitaliteten altid vil være et der, og ikke et her. Den vil altid være den anden kommune, den anden politikreds. Mange vil gerne overskride de begrænsninger, der findes i naturen, herunder menneskenaturen. Det er helt almindeligt og fører fra tid til anden til fantastiske opfindelser. De digitale platforme, der muliggør kommunikation og samarbejde på tværs af rum og tid, er også fantastiske. 

Doseret. 

For der hvor kroppen er, er verden også. Det er et vilkår, som kun ophæves i drømme, og et vilkår, man må huske på, når lægen på vagten udskriver digital trylledrik som det, der vil få alle drømme til at gå i opfyldelse. 

**

Du kan skrive dig op til bloggen her:





mandag den 3. maj 2021

Afvigelser på arbejdspladsen

Mangfoldighed.

Før i tiden syntes jeg, at det lød som et lidt kedeligt, måske endda anstrengt, begreb. De seneste par år har jeg skiftet mening. Ikke mindst fordi det er gået op for mig, hvor ualmindeligt snærende vor tids normalitetsbegreb er. Normalitet er en lillebitte kasse til en lillebitte maggiterning. En kasse til dig og en kasse til mig. 

Har det altid været sådan? Min egen erfaring er, at skruen er blevet strammet gevaldigt, bare i min tid. Det er som om, at bred normalitet er blevet erstattet med smal idealitet. Det er som om, at det hele - individets krop, psyke og sociale situation - skal stå knivskarpt og uangribeligt.  

Her er et par nedslag i nogle af de mange måder, mennesker risikerer at afvige på.

Alder og navn

På LinkedIn kan man næsten dagligt læse opslag om forskellige individers vanskeligheder med at finde et job, tilsyneladende alene af den årsag at de er for unge, for gamle eller har et navn, der ikke lyder dansk. Gad vide, hvor mange det drejer sig om, som er mellem 20 og 30 år, mellem 50 og 70 år eller som har et eksotisk klingende navn? 

Ganske mange, vil jeg tro.

Psyke

Hvad angår psykiske lidelser, har hver fjerde dansker oplevet en psykisk sygdom, inden de fylder 50. Næsten 600.000 danskere opfylder til hver en tid kriterierne for psykisk sygdom. Det svarer til, at der på ethvert givet tidspunkt er cirka 10 procent af befolkningen, der har dårlig mental trivsel. En del af disse må antages at have et job. 

Vægt, sygdom og handicap


51 procent af den danske befolkning er overvægtige, heraf er 17 procent decideret fede. Er der stadig tale om en afvigelse, når der i statistisk henseende faktisk er tale om en majoritet? Overvægt er en afvigelse fra, hvis ikke en norm i klassisk forstand, så i al fald et normativt ideal. Det samme gælder sygdom, for cirka to ud af tre danskere lider af en kronisk sygdom. Med så stor en andel bliver det vanskeligt at påstå, at det er normen at være rask. Men det er naturligvis det mest attraktive. 

Det anslås, at omkring en ud af 10 danskerne har et handicap. Nogle kroniske sygdomme anses for at være et handicap, så der kan være et vist overlap mellem de to grupper, men vi kan nok være enige om, at der er tale om ganske mange mennesker, der afviger fra idealet om den raske, slanke og lydefri menneskekrop. 
 

Uddannelse og familieforhold


Mange danskere over 20 år danner par, men lidt mere end hver tredje voksne dansker bor alene. Det er stadig normen at danne par, men de, der ikke lever i et parforhold, udgør en stor minoritet. Så stor, at det i praksis er vanskeligt at betragte singler som et afvigerfænomen.

Omkring en fjerdedel af befolkningen mellem 25 og 69 år har ingen erhvervskompetencegivende uddannelse. Nøjagtigt 431.000 danskere i alderen 25-69 år har til gengæld gennemført en lang videregående uddannelse. Der er altså mere end dobbelt så mange, lige knap en million, som udelukkende har gennemført grundskolen, sammenlignet med gruppen af højtuddannede. 

Alligevel vil de fleste nok intuitivt mene, at den million mennesker, der ikke har nogen uddannelse overhovedet, udgør afvigergruppen, og at de veluddannede udgør den normale  - eller ideale - gruppe.

Store forventninger


Den måde, vi opfatter normalitet på, afhænger altså ikke kun af, hvad der er mest eller flest af. Det afhænger også af, hvad der er mest rigtigt i normativ forstand, mest attråværdigt, mest attraktivt. 

Er det et problem? Ja, det er det. For med de mange afvigerkategorier (og der er langt flere end dem, der er nævnt her), som de fleste af os har risiko for at falde i, bliver det svært at støve et individ op, som ikke har en eller anden form for defekt, mangel eller afvigelse klistret til sin krop, sin psyke eller sin sociale situation.   

Særligt rekrutteringssituationer er påvirket af de enorme forventninger til ansøgernes idealitet. Det resulterer i mange sørgelige beretninger om, hvor svært det er at få foden indenfor, hvis man på nogen måde afviger fra det uudtalte ideal om en hvid, yngre (men ikke ung-ung) person (helst ikke kvinde, som har/får børn) med gode gener og en sund opvækst. 

Ja, okay, det er en lidt polemisk erklæring, men det er vel essensen. Og selvfølgelig er der undtagelser. Verden er jo ikke sort og hvid: I nogle jobs kan det faktisk være en fordel at være gammel, tænk fx på præsidentembedet i USA, ligesom det i nogle jobs kan være en fordel at være uuddannet, tænk fx på et job på nemlig.com's lager.    

Overskud og underskud


Når først man er ansat og har vist sit værd og sin betydning for arbejdspladsen, accepteres det som regel, at man ældes, bliver syg eller skilt. Det samme gælder, hvis man er ufaglært, men faktisk er dygtig til sit job, og måske endda avancerer indenfor virksomhedens rammer til trods for den manglende erhvervsfaglige eller akademiske skoling. Og hvis man hedder Fatima eller Muhammed, glemmer de fleste kolleger hurtigt, at der skulle være noget odiøst i det, når først samarbejdet kører. 

Balladen opstår den dag, hvor man finder sig selv i en prekær situation. En situation, hvor man skal konkurrere med den etnisk danske, højtuddannede og sporty kernefamiliefar om jobbet. Jeg beklager på forhånd den karikerede beskrivelse af denne overskudsfigur, som iscenesættes som modpolen til afvigeren. Men overskudsfiguren er nødvendig for at vise, at udgangspunktet for konkurrencen - om fx et job - ikke er neutralt. 

Mange indvendinger opstår nu. De fleste er med på, at den enkelte ikke kan gøre så meget ved sin farve, sit køn eller visse sygdomme og handicaps. Men så er der også alt det, man selv kan gøre: Være en fighter, træffe de gode beslutninger, tage sig sammen, være flittig og så videre. 

Det ændrer bare ikke på, at betingelserne for afvigeren og idealtypen ikke er de samme. Hvis man skal gøre sig positivt bemærket som brun, gammel, handicappet eller, for at tage en helt anden obskur kategori: en kvinde uden ægtefælle og børn, som har passeret de fyrre, kræver det så meget ekstra. Ekstra overtalelseskraft, ekstra kompetencer, ekstra af alt. 

Idealernes pris


Hvilke ulemper er der for arbejdsgivere i at have disse ideale forventninger til deres kommende medarbejdere?

For det første den helt åbenlyse: tab af talent, tab af dygtig arbejdskraft og så videre. Den velkendte argumentation. 

Dernæst, og lige så væsentligt: tab af dannelse. Andre mennesker med andre perspektiver danner os. Det er det samme, der sker i mødet med skønlitteraturen: Vi dannes som mennesker, når vi møder andre bevidstheder, andre kulturer, andre måder at være i verden på, hvilket er en utvetydig fordel - også på en arbejdsplads. 

Sluttelig er det væsentligt at nævne, at mange af de afvigelsesindikatorer, vi hæfter os ved, er fuldstændig tilfældigeDet er ret tilfældigt, at jeg er født i et land og med en hudfarve, som giver mig nogle fordele, andre ikke har. Det er ikke min fortjeneste, at jeg er født på denne heldige måde. Jeg var bare til stede, eller kom til stede, på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt. Denne tilfældighedsfaktor understreger kun, hvor urimeligt det er, når *man* igen kommer til at sortere de jobansøgere fra, som har passeret de 50, optræder med tørklæde på profilbilledet eller oplyser i deres CV, at de sidder i kørestol.  

Bundlinjeargumentet


Måske savner du argumentet om, at mangfoldighed styrker virksomhedens indtjening. Men hvorfor skulle jeg nævne det? Du kender det jo allerede. Mit ærinde er at at promovere mere fairness i udvælgelsesprocesser og at slå et slag for de dannelsesmæssige gevinster af større mangfoldighed. Jeg er klar over, at det er kolossalt svært at lægge sine fordomme til side, jeg har selv et hav af dem, men et sted skal man jo starte. 
 
Jeg starter her. 

***
 
Du kan abonnere på bloggen her: